Tro og kristendom i det 21. årh.

Det var på mange måder en forunderlig oplevelse at deltage i en økumenisk gudstjeneste i forbindelse med disse ugers klimatopmøde, hvor klimaet for alvor har bragt mange mennesker sammen fra store dele af verdenen. Gudstjenesten forløb som en intens time med bøn og sang for vores verden. Ikke mindst ærkebiskoppen af Canterbury og lederen af den anglikanske kirke, Rowan Williams, gjorde sit for at gøre gudstjenesten til en aktuel begivenhed, og sammen med de tre symbolske bønner med elementerne sten, majs og koraler samt de tre kor fra henholdsvis Afrika, Grønland og Danmark blev gudstjenesten alt i alt en begivenhed om at se realiteterne i øjnene, ikke af frygt, men af kærlighed og i fællesskab.

 Alligevel kræver det at se klimaet i øjnene samtidig et mod til livet, for det er ikke alle realiteter, der er lige behagelige at blive konfronteret med, især ikke de alarmerende klimaforhold, der virker som en trussel mod livet. Hvad gør vi f.eks. over for det, at indlandsisen er ved at smelte; at forhold i naturen truer både dyr og menneskers eksistens? Et mod til livet er netop et mod ’på trods’ af truslen om ikke-væren. Derfor har kristendommen i sin opgave med at forkynde evangeliet – det glade budskab – en pligt til at deltage aktivt i debatten om klimaforandringerne som en synlig kirke, der samtidig udtrykker et mod til livet. Det gør kirken netop ved at arrangere en gudstjeneste på tværs af kirkeskel og nationer for at sætte fokus på et problem, der vedrører os alle. At medierne så har en tendens til at misbruge denne begivenhed til at eksponere kendte personer som dronningen, statsministeren og andre personligheder inden for den politiske eller kirkelige arena, skal ikke gøre kirken mindre synlig eller mere tavs. Kirken er nemlig symbolet på den Guds arm, der rækker ned mod mennesket. Arme er i sig selv den del af kroppen, der viser, at man rent faktisk gør noget, og, at man rækker andre en hånd for at hjælpe eller for at bære nogen/noget. Armen er med andre ord det handlende og omsorgsfulde aspekt ved kroppen akkurat som Thorvaldsens Kristusfigur med de udstrakte arme i Domkirken, hvor gudstjenesten blev afholdt, udtrykker et kald: Kom til mig. På den måde kommer kirken, som den forsamling af troende mennesker, den er, til Kristus. Her lægges tingene på bordet: Ængstelsen for klimaforandringerne sammen med erkendelsen af, at vi sammen bliver nødt til at handle ud fra nogle fælles beslutninger på et globalt plan.

Kirken formidler derfor i disse dage et sandt mod til livet ved at gøre sig synlig, hvilket den netop gør ved at turde tale om realiteterne og invitere folk til at være med. Rowan Williams bragte i hvert fald aktuelle ord ind i en debat, hvor forudsigelser om, hvor galt det kan gå med vores verden, ikke bare skal tages alvorligt som frygtindbydende påmindelser, men derimod skal forvalte det mod til livet, hvor kærligheden kalder os ud af frygten og ind i livet ’på trods’ af truslen om ikke-væren. Det er i livet og ikke uden for livet, at vi skal handle. Dette forstod Paul Tillich, da han i 1952 skrev, Mod til livet, som netop handler om det mod, hvor livet stadig skænkes os, og om den kirke, der er hengiven over for Gud ved at formidle et mod til livet midt i tvivl og meningsløshed – og kunne man så tilføje - midt i de klimatiske forandringer.

Den økumeniske gudstjeneste i Københavns Domkirke var derfor ikke en hel almindelig gudstjeneste. Den var nemlig en oplagt mulighed for under bøn og sang for verden og – men ikke mindst – med Rowan Williams fortrinlige tale om det at forvalte kærlighed i stedet for frygt at opleve klima, mod og kirkens synlighed på én gang, for, som Rowan William sagde, ”frygten kan lamme os og friste os til at vente, til andre tager det første skridt”, men “I skal ikke være bange. Handl i kærlighedens navn”.

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 14. december, 2009