Teologiens opgave: At fastholde det vertikale i vores tilværelse
Det er ikke tilfældigt, at det vertikale ofte er at forstå som den glemte dimension i menneskets tilværelse, idet denne dimension netop ikke kan tillæres eller for den sags skylds tilegnes uden, at vi selv involveres.
Ofte kan det horisontale og vertikale virke som modsætninger. Men der er i bund og grund ikke tale om noget egentligt modstridende forhold, der skiller tingene ad, men derimod om en ‘korrelation’. At forholde sig til det vertikale (det åndelige) betyder ikke, at vi gør kristendommen til noget ahistorisk eller en ren åndelig størrelse, som vi f.eks. ser, at New Age tenderer mod ved ofte at fokusere mere på den åndelige verden end den verden, vi helt konkret kan forholde os til med vores fysiske sanser. Det horisontale og vertikale er derimod to størrelser, der hænger uløseligt sammen; den ene dimension afhænger af den anden også forstået som to modpoler, der korrelerer med hinanden.
Den nu afdøde religionsfilosof og teolog, Paul Tillich, beskæftigede sig med det horisontale og vertikale som et korrelerende forhold, hvor det åndelige mødes med det jordiske. Tillich brugte således denne korrelationsmetode til at analysere og fortolke de religiøse symboler som noget ontologisk, der siger noget om den kristne tros indhold. Hermed kommer de religiøse symboler til udtryk som svar på tilværelsens og eksistensens dyberegående spørgsmål. Et eksempel herpå er korset. Korset er det primære symbol for kristendommen, fordi det er bærer af nogle betydninger, der berører vores eksistens helt ned i det ontologiske, vores væren til.
At det horisontale (det lineære, historiske) derfor korrelerer med det vertikale (det lodrette, ahistoriske og evige) betyder, at vi i vores historiske liv sættes i forbindelse med en anden dimension, der som sådan ikke er tidsbundet. Korset fortæller os med andre ord både noget om mennesket og noget om Gud. På korset sættes den korsfæstede og opstandne Kristus i forbindelse med os.
Teologiens opgave er derfor at belyse dette krydsfelt mellem det horisontale og vertikale, og det er der brug for i en tid, hvor det religiøse for alvor diskuteres og men ikke mindst, fordi det religiøse marked er stort og alternativt. Der er brug for teologer til at skære ind til benet af kristendommen og vise, hvad den kristnes tros indhold består af: livets vertikalitet, hvor Gud bøjer sig ned mod mennesket som et vidnesbyrd om, at vi i bekendelsen til den kristne tro, Jesus Kristus, samtidig siger ja til, at lade Gud tage bolig midt i blandt os i vores verden. Teologi er netop ord om Gud og således en fastholdelse af den vertikale dimension i vores tilværelse.
Det er trods alt ikke altid det nemmeste at være menneske. Ofte rammes vi af en meningsløshed og trang til at gøre os fri af de mange systemer og af de normales samfund. Selv kristendommen har som den historiske institution, den også er, medført mange skader, når den har ageret som et system, en lære, der indførte love om den rigtige trospraksis. Men bag dette bjerg af menneskers meningsløse handlinger, står den kristne tro urokkelig, fordi der en gang var en mand ved navn Jesus Kristus, der lod sig skrive ind i vores historie.
Gemt i: Ikke kategoriseret d. 11. august, 2009
Du skriver om det horisontale og vertikale. At belyse Krydsningsfelten mellem det horisontale og vertikale er teologiens opgave, skriver du. I mit studium om Jesu liv har jeg for nylig “opdaget” dette krydsningsfelt. Det vertikale om være mellem mennesket og GUd. Det vertikale må være menneske til menneske. Så hvor mødes det vertikale og horisontale? Min erfaring eller opdagelse er at menneskets tanker og følelser er baggrund for dyb lærdom om livet. Denne lærdom mødes i fællesskabet med Gud og Hans tanker. LIdt filosofisk måske. Mennesket må leve i et fællesskab med hinanden og i et fællesskab med Gud. Derved kan man hjælpe til at undgå en psykosocial disintegration i menneskelivet.
Kære Lars Bo
Tak for din kommentar, som jeg vil forsøge at besvare.
I min optik mødes det vertikale og horisontale i mødet mellem Gud og mennesket, som en den troens begivenhed, Gud manifesterer i selve inkarnationen, hvor Gud så at sige bliver kød (in carno), ja, Gud bliver gennem sin menneskevordelse Gud-med-os (Immanuel), Han er Gud blandt os i Jesus Kristus.
Det horisontale beskriver jo det liniære og historiske liv, hvor vi lever vores liv, hvorimod det vertikale er den dimension, der hverken er bundet af en bestemt tid og historie i og med, at vertikaliteten – set fra mit troens ståsted – er selve Guds bevægelse mod mennesket. Det er vel den bevægelse, der ligger til grund for Jesu liv, hvorfor Jesus også kan sige: “Jeg er livets brød”!
Vi kan ikke leve i en ren horisontalitet uden en længsel efter det evige; dvs. denne vertikale dimension, og omvendt kan det vertikale ikke bevæge sig (og bevæge os) uden samtidig at være forbundet med det horisontale.
Kristendommen er netop vidnesbyrdet om, hvorledes Gud gjorde sig erkendbar og elskelig ved at inkarnere sig i Jesus Kristus: “Og således elskede Gud verden, at an sendte sin Søn, for at enhver ikke skal fortabes men have evigt liv”.
Du skriver til sidst:
“Min erfaring eller opdagelse er at menneskets tanker og følelser er baggrund for dyb lærdom om livet. Denne lærdom mødes i fællesskabet med Gud og Hans tanker. LIdt filosofisk måske. Mennesket må leve i et fællesskab med hinanden og i et fællesskab med Gud. Derved kan man hjælpe til at undgå en psykosocial disintegration i menneskelivet.”
- Ja, det er interessant. Jeg mener også, at mennesket må leve ikke bare i sin egen prive tro på Gud men i et levende fællesskab med andre mennesker i åbenhed for Åndens vejledning. Følelser kan være et vigtigt redskab, ja, kan virke som vinduer (erkendelse/ærlighed) til sandheden.
Mvh
Anne
Hej Anne.
Nu har jeg endelig fået tilgang til paul Tillichs: Den glemte dimension., den er på mit bibliotek om et par dage og jeg glæder mig til at læse den.
Til daglig er det svært for os at bevæge os udover os selv og i stedet beskætfige os med et andet menneskes situation. Vi har selv så mange uopfyldte behov at vi glemmer, at den anden har det ligeså. Derfor bliver vores beskæftigelse med livet en forståelse, både af vores egne behov, men ligeså meget en forståelse af den andens behov. Fordi den anden er lige som os selv.
Men det er klart, at den vertikale dimension er noget der ligger ud over denne blotte og bare erkendelse af vores liv blandt andre.
I denne dimension er der en etik, som ligger ud over den blot og bare menneskeskabte etik. Og kærlighed må være noget andet og mere end blot forståelsen af vore egne behov og den andens, som er lige som os selv.
Netop derfor er kærlighedens dimension ikke noget der kan nås i kraft af blot og bart vores egen bestræbelse.
Guds virkelighed kan ikke gøres til genstand for menneskelige diskussioner, den er ganske urealistisk. At tilgive i det uendelige?
Jeg klarer det ved at være ganske ligeglad og vippe med mine tæer.
Tilgivelse, hvad er det? Jeg kender det ikke.
Men jeg glæder mig til at tage livtag med Tillichs glemte dimension.