Tro og kristendom i det 21. årh.

Du taler, og jeg lytter.

Da jeg læste disse ord, kom jeg til at tænke på bønnen. Det er netop i bønnen, at Gud tiltaler mennesket som den Gud, der i Kristusmysteriet, træder ind i menneskets liv: Du er min elskede søn.

Mystikerne har altid tillagt bønnen, især den kontemplative bøn, en stor værdi. Bønnen forstås her af Wilfred Stinissen, karmeliterbroderen, som en “dialog med Gud”. Det er i bønnen, at Gud og mennesket fører en dialog. En dialog forudsætter som sagt mindst to parter; et du og et jeg, hvor et du taler, og et jeg lytter, et jeg taler, og et du lytter. Wilfred Stinissen oplever bønnen som selve Guds liv, hvorfor bønnen i sig selv ikke skal være >>noget<< andet end vort åndedræt. Med bønnen fabrikerer vi ikke en ny virkelighed men “bekræfter den eksisterende virkelighed”.

Det handler om, at vi kan være os selv uden at spille forskellige roller. Den guddommelige kærlighed kalder os, som dem vi er, for at Guds kærlighed kan blive til en virkelighed i bønnen, hvor vi kan være os selv.

Wilfred Stinissen skriver således:

“Der findes et hjem indeni ethvert menneske, et hjem hvor både Gud og mennesket har hjemme, Dette hjem er fuldt af berusende liv. Dér findes en vældig strøm: Sønnen der er >>pros ton Theon<< (rettet mod Faderen Joh. 1,1), og midt i denne strøm befinder mennesket sig. Det strømmer mod Faderen sammen med Sønnen.
Dette hjem står altid åbent, man kan komme hjem når som helst. Porten dertil er bønnen, og porten åbnes altid når vi banker på”.

Hverken kirker eller præster eller nogen anden institution eller person kan tage patent på bønnen. Bøn er mere end deltagelse i gudstjenesten og de gentagende trosbekendelser, for den er det altomfattende fællesskab, en mystisk indgydelse og et pulsslag af det samme åndedræt.

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 8. oktober, 2008