Tro og kristendom i det 21. årh.

Det var på mange måder en forunderlig oplevelse at deltage i en økumenisk gudstjeneste i forbindelse med disse ugers klimatopmøde, hvor klimaet for alvor har bragt mange mennesker sammen fra store dele af verdenen. Gudstjenesten forløb som en intens time med bøn og sang for vores verden. Ikke mindst ærkebiskoppen af Canterbury og lederen af den anglikanske kirke, Rowan Williams, gjorde sit for at gøre gudstjenesten til en aktuel begivenhed, og sammen med de tre symbolske bønner med elementerne sten, majs og koraler samt de tre kor fra henholdsvis Afrika, Grønland og Danmark blev gudstjenesten alt i alt en begivenhed om at se realiteterne i øjnene, ikke af frygt, men af kærlighed og i fællesskab.

 Alligevel kræver det at se klimaet i øjnene samtidig et mod til livet, for det er ikke alle realiteter, der er lige behagelige at blive konfronteret med, især ikke de alarmerende klimaforhold, der virker som en trussel mod livet. Hvad gør vi f.eks. over for det, at indlandsisen er ved at smelte; at forhold i naturen truer både dyr og menneskers eksistens? Et mod til livet er netop et mod ’på trods’ af truslen om ikke-væren. Derfor har kristendommen i sin opgave med at forkynde evangeliet – det glade budskab – en pligt til at deltage aktivt i debatten om klimaforandringerne som en synlig kirke, der samtidig udtrykker et mod til livet. Det gør kirken netop ved at arrangere en gudstjeneste på tværs af kirkeskel og nationer for at sætte fokus på et problem, der vedrører os alle. At medierne så har en tendens til at misbruge denne begivenhed til at eksponere kendte personer som dronningen, statsministeren og andre personligheder inden for den politiske eller kirkelige arena, skal ikke gøre kirken mindre synlig eller mere tavs. Kirken er nemlig symbolet på den Guds arm, der rækker ned mod mennesket. Arme er i sig selv den del af kroppen, der viser, at man rent faktisk gør noget, og, at man rækker andre en hånd for at hjælpe eller for at bære nogen/noget. Armen er med andre ord det handlende og omsorgsfulde aspekt ved kroppen akkurat som Thorvaldsens Kristusfigur med de udstrakte arme i Domkirken, hvor gudstjenesten blev afholdt, udtrykker et kald: Kom til mig. På den måde kommer kirken, som den forsamling af troende mennesker, den er, til Kristus. Her lægges tingene på bordet: Ængstelsen for klimaforandringerne sammen med erkendelsen af, at vi sammen bliver nødt til at handle ud fra nogle fælles beslutninger på et globalt plan.

Kirken formidler derfor i disse dage et sandt mod til livet ved at gøre sig synlig, hvilket den netop gør ved at turde tale om realiteterne og invitere folk til at være med. Rowan Williams bragte i hvert fald aktuelle ord ind i en debat, hvor forudsigelser om, hvor galt det kan gå med vores verden, ikke bare skal tages alvorligt som frygtindbydende påmindelser, men derimod skal forvalte det mod til livet, hvor kærligheden kalder os ud af frygten og ind i livet ’på trods’ af truslen om ikke-væren. Det er i livet og ikke uden for livet, at vi skal handle. Dette forstod Paul Tillich, da han i 1952 skrev, Mod til livet, som netop handler om det mod, hvor livet stadig skænkes os, og om den kirke, der er hengiven over for Gud ved at formidle et mod til livet midt i tvivl og meningsløshed – og kunne man så tilføje - midt i de klimatiske forandringer.

Den økumeniske gudstjeneste i Københavns Domkirke var derfor ikke en hel almindelig gudstjeneste. Den var nemlig en oplagt mulighed for under bøn og sang for verden og – men ikke mindst – med Rowan Williams fortrinlige tale om det at forvalte kærlighed i stedet for frygt at opleve klima, mod og kirkens synlighed på én gang, for, som Rowan William sagde, ”frygten kan lamme os og friste os til at vente, til andre tager det første skridt”, men “I skal ikke være bange. Handl i kærlighedens navn”.

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 14. december, 2009 | 2 kommentarer »

Det er jul selv for det moderne menneske i en sekulariseret verden. Mennesket lever på trods af julehøjtiden med rationelle indsigter, som tidligere blev brugt til at underbygge påstanden om Gud, der nu er reduceret til et videns begreb, hvor kun det naturlige kan forklares. Gud er ikke længere en del af årsagssammenhængen. Miraklernes tid eller troen på miraklerne er forbi. I hvert fald når man prøver at formidle sin Guds-tro på de betingelser, den moderne verden sætter, hvor mennesket med sin sunde fornuft rent faktisk kan vide noget om verden og dens beskaffenhed. Gud kan man derimod ikke vide noget om, og mennesket kan forklares uden gudetro. Evolutionspsykologien og hjerneforskningen kan med andre ord sige sandheden om mennesket. Tør man spørge, hvad det præcist er, man tiltror videnskaben? Kan den f.eks. forklare, hvorfor mange tror, at vi i julen fejrer Jesu fødsel? Eller kan den afvise mange menneskers tro på, at naturen omkring dem er skabt på en måde, der ligger uden for menneskets rækkevidde? Der synes i hvert fald at være et budskab, der gennem snart 2000 år har lydt fra generation til generation.

Nu hænder det, at jeg af og til støder på en ateist, der rent faktisk mener at kunne afvise enhver religiøs påstand. Dette kan han gøre uden de store vanskeligheder, da han kan nøjes med at pege på den dokumenterede sandhed, som videnskaben stiller til rådighed. På den måde bliver ateismen et sikkerhedsnet over for denne tilværelses mange uløselige mysterier, der altid har fået mennesker til at tolke noget så som en stor almægtig gud ind i verden. Det kaldes ifølge enhver god ateist for himmelnisser eller overtro. Hjerner uden Gud har ubetvivlsomt svaret. Skulle man følge deres opskrift på en forbedret menneskelig eksistens, er der ikke meget plads til hverken fantasi eller spontanitet, og vi kunne vel lige så godt lukke julefesten ned med englene, der synger om fred på jorden; klokkerne, der ringer ind; stjernen, der skinner i natten og barnet, der fødes i krybben. Er det hele blot en fantasifuld leg, som når far leger julemand for sine yngste børn?

Måske ville det være nemmere, hvis hjerner kunne indstilles på den samme kanal: En med tro, eller en med ikke-tro. Men sådan er virkeligheden ikke. Og hjerner er heller ikke skabt som en ensartet maskine med frekvenser bestemt af biopolitik og psykologiteknik. Hjernen har gud ske lov og tak et såkaldt kreativt center, hvis celleaktivitet ikke har videnskaben som det sikre grundlag for nytænkning og kreativitet. Mon ikke vi alle sammen har fået evnen til at tænke og nyde godt af alle de sanseindtryk, som er med til at gøre livet i og omkring os til et mere kreativt sted for selv de barnlige sjæle, der ikke lader historien om en mørk nat med stjernen over Betlehem begrave i et mørke uden den spontane juleglæde?

Kristendommen blev netop til den nat, Gud brød ind i menneskets fantasi med englesang og stjernedrys. Da var det gamle forbi, og en ny tid var indtruffet med en liflig duft af kærlighed og fred selv i de fattige hjerter. Et barn er født i Betlehem, og et barn er født i hver lille menneskehjerne. Derfor er kristendommen ikke bare en historie om en overnaturlig Gud, men derimod den virkelighed, hvor Gud lod sig skrive ind i historien og ind i ethvert menneskes liv. Derfor kan alle gudsglade hjerner glæde sig over den hellige nat, hvor Menneskesønnen kom og løste vores lænker fra ufred og manglen på kærlighed. Miraklernes tid slet ikke forbi, hvis vi tillader os selv at tænke på dem .

Så længe mennesket lever, kan det ikke andet end at bruge sin hjerne. Sammen med fantasien kan den skabe ord og billeder for det, der umiddelbart ikke viser sig, men som alligevel opleves som en åben verden – en verden, hvor himlen er andet end et tomt hul uden julestjerne og uden tusindvis af julelys, der sammen går pilgrimsgang på jorden, så selv et lille barn må presse sin næse mod den kulde rude for at se lyset i den mørke nat:

 ”>>Ser du den<< sagde mormor, og skubbede mig mod vinduet. >>Ser hvad<<? >>Julelysene<< sagde mormor. Jeg prøvede, men så kun en klar vinternat. >>Nej<< jeg tvivlede på det og lagde næsten helt ind mod vinduet så den blev kold. Mormor lagde en hånd på mit bryst. >>Det er med hjertet du skal se>>, sagde hun, og så alvorlig ud. Da fik jeg øje på dem. For i samme sekund blev de tændt af englene ved den store stjerne. Først et, så to, og siden blev der flere og flere”.

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 2. december, 2009 | Ingen kommentarer »

Starten af det 21 århundrede blev ikke blot skudt i gang med en stadig diskussion om forholdet mellem tro og viden/religion og videnskab, men blev indledningen og videreførelsen af en debat, der startede i renæssancen og som formentlig vil vare mange år fremover.

På dansk grund blev der med Thorkild Grosbølls bog, En sten i skoen (2003), hvor Grosbøll påstår, at Gud er død, vakt så meget anstød hos både teologer, kristne og kirkefolk generelt, at det medførte en større debat, også benævnt som Grosbøll-sagen. Det viste sig, at det ikke blot omhandlede et lokalt problem, for Grosbøll-sagen kom til at åbne for diskussioner om forholdet mellem tro og viden, forholdet mellem samfund og religion og forholdet mellem den vestlige civilisation og den ikke-vestlige civilisation. Med Grosbøll-sagen blev en ny og heftig debat således indledt med spørgsmål som, hvorvidt præster tror på det, befolkningen tror, de tror på. Kirken har til enhver tid måttet forsvare sig over for ikke-troendes påstande om kirkens farlige magt og ubetydelige relevans i et moderne samfund med mulighed for viden frem for (blind) tro, men i forbindelse med Grosbøll-sagen åbnedes et nyt blik på kirken og de polemikker, den intervenerer i med evne til selvkritik. Med andre ord er der nu opstået en debat ud fra de tvivlsspørgsmål om selve troens indhold, der bliver rejst, ikke bare hos troende mennesker, men af kirken selv repræsenteret af dens præster og teologer.

På udenlandsk grund kan der peges på den tidligere biskop John Shelby Spongs overordnede opdagelse af, at traditionel tro er ved at dø, hvorimod en ny tro er ved at blive født, som er det gennemgående tema, Spong rejser i A New Christianity for a New World (2001). Der er altså, ifølge Spong, en ny tro på vej. Han tror som Grosbøll heller ikke på en personlig gud eller på troens dogmatiske indhold som inkarnation, opstandelse og treenighed. Det rejser imidlertid en diskussion om forholdet mellem kirkens bekendelse og troens aktualitet med spørgsmålet om, hvorvidt en ny tro er på vej? Skal kirkens grundlæggende ideer, sådan som de kommer til udtryk i den apostoliske trosbekendelse, gentænkes og måske omformuleres, før kristentroen kan aktualiseres som den enkeltes personlige gudsforhold?

Hvis kirken på nogen måde er interesseret i, hvad folk tror på og forventer, at kirken tror på, er det ikke helt irrelevante spørgsmål – især ikke, hvis kirken som det fællesskab af troende lemmer på Kristi legeme, den gerne skulle repræsentere, samtidig vil formidle en levende Gud, der kan erfares og tilbedes i det kirkelige rum. Når det er sagt, ville det være passende at finde en mellemvej ved at korrigere Spongs forsøg på at erklære den teistiske Guds død til fordel for den virkelige Gud – dvs. der skal ikke findes en ny tro i den forstand, men en vej, hvor kirke og tro kan følges ad; og hvor kirken ikke forarges over troens måder at være tro på, og hvor troen ikke forarges over sit eget evangelium!

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 16. november, 2009 | 5 kommentarer »

Det er ikke tilfældigt, at det vertikale ofte er at forstå som den glemte dimension i menneskets tilværelse, idet denne dimension netop ikke kan tillæres eller for den sags skylds tilegnes uden, at vi selv involveres.

Ofte kan det horisontale og vertikale virke som modsætninger. Men der er i bund og grund ikke tale om noget egentligt modstridende forhold, der skiller tingene ad, men derimod om en ‘korrelation’. At forholde sig til det vertikale (det åndelige) betyder ikke, at vi gør kristendommen til noget ahistorisk eller en ren åndelig størrelse, som vi f.eks. ser, at New Age tenderer mod ved ofte at fokusere mere på den åndelige verden end den verden, vi helt konkret kan forholde os til med vores fysiske sanser. Det horisontale og vertikale er derimod to størrelser, der hænger uløseligt sammen; den ene dimension afhænger af den anden også forstået som to modpoler, der korrelerer med hinanden.

Den nu afdøde religionsfilosof og teolog, Paul Tillich, beskæftigede sig med det horisontale og vertikale som et korrelerende forhold, hvor det åndelige mødes med det jordiske. Tillich brugte således denne korrelationsmetode til at analysere og fortolke de religiøse symboler som noget ontologisk, der siger noget om den kristne tros indhold. Hermed kommer de religiøse symboler til udtryk som svar på tilværelsens og eksistensens dyberegående spørgsmål. Et eksempel herpå er korset. Korset er det primære symbol for kristendommen, fordi det er bærer af nogle betydninger, der berører vores eksistens helt ned i det ontologiske, vores væren til.

At det horisontale (det lineære, historiske) derfor korrelerer med det vertikale (det lodrette, ahistoriske og evige) betyder, at vi i vores historiske liv sættes i forbindelse med en anden dimension, der som sådan ikke er tidsbundet. Korset fortæller os med andre ord både noget om mennesket og noget om Gud. På korset sættes den korsfæstede og opstandne Kristus i forbindelse med os.

Teologiens opgave er derfor at belyse dette krydsfelt mellem det horisontale og vertikale, og det er der brug for i en tid, hvor det religiøse for alvor diskuteres og men ikke mindst, fordi det religiøse marked er stort og alternativt. Der er brug for teologer til at skære ind til benet af kristendommen og vise, hvad den kristnes tros indhold består af: livets vertikalitet, hvor Gud bøjer sig ned mod mennesket som et vidnesbyrd om, at vi i bekendelsen til den kristne tro, Jesus Kristus, samtidig siger ja til, at lade Gud tage bolig midt i blandt os i vores verden. Teologi er netop ord om Gud og således en fastholdelse af den vertikale dimension i vores tilværelse.

Det er trods alt ikke altid det nemmeste at være menneske. Ofte rammes vi af en meningsløshed og trang til at gøre os fri af de mange systemer og af de ”normales” samfund. Selv kristendommen har som den historiske institution, den også er, medført mange skader, når den har ageret som et system, en lære, der indførte love om den rigtige trospraksis. Men bag dette bjerg af menneskers meningsløse handlinger, står den kristne tro urokkelig, fordi der en gang var en mand ved navn Jesus Kristus, der lod sig skrive ind i vores historie.

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 11. august, 2009 | 3 kommentarer »

Mange rejser året rundt til Taizé i Frankrig. Der er hovedsagligt tale om unge mennesker fra hele verden, men også folk, der har passeret de 30 år tager turen til Taizé for at holde en uges ferie væk fra den pligtfyldte og ofte fortravlede hverdag. Jeg er en af dem, der i dag rejser derned for første gang.

Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan det er at være i Taizé og på en og samme tid indgå i et større fællesskab og det mere intime og indadvendte fællesskab. Det kræver en åbenhed og samtidig en evne til at holde for megen støj ude. Jeg kan ikke komme udenom, at det er overvældende at tænke på de mange mennesker, der samles på et sted for at deltage i en anderledes hverdag med adskillige gudstjenester i kirken. Vi er altså ikke kun samlet for at lave støj men for at give noget af os selv ind i den dybere sammenhæng. Her møder Ordet os både i form af mild og opløftende Taizésang, der synges på mange forskellige sprog, og gennem de bibelgrupper, som stedets munke står for, og endelig gennem de relationelle møder.

Hvis nogen spørger mig, hvorfor jeg rejser til Taizé, og om der i sådan en form for ferie findes 10 råd til det gode liv, vil jeg uden tvivl sige ja, men du skal selv mærke efter. 10 gode råd til et godt liv for mig, er ikke nødvendigvis gode råd for dig. Når jeg rejser til Taizé, skyldes det for det første, at mit hjerte søger hvile. Det er sådan med hjertet, at det har sine gode grunde til at vælge det, det gør uden, at forstanden nødvendigvis forstår det. Et andet vis vers lyder “Kend dig selv”. Ja, mon ikke, det er på tide at tage bjælken ud af sig eget øje først?

Min forventning til turen er derfor, at jeg på en eller anden måde kommer til at slappe af og se på mig selv – min krop og min åndelighed – med friske øjne. Jeg er helt sikker på, at der er noget, jeg kan fordybe mig i og glædes over, noget, der ikke kræver en masse ord men udelukkende min væren og de følelser, der spontant opstår.

Taizé kan i første omgang beskrives som en vej ud af de tilpassede følelser. Det er samtidig en vej væk fra dagligdagens støj ind i de dybere sammenhænge gennem møder med bibelske ord, meditativ sang, glæde over at mærke fællesskabet så konkret, øvelse i tålmodighed ift det at indgå i en stor sammenhæng af en menneskeflok på omkring 3000-4000 mennesker med hjertets hvile og frydejubel som kontrast, og endvidere gennem erfaringen af et nyt og mere positivt selvsyn og men ikke mindst at kunne udvikle en åbenhed over for andre mennesker, en hjælpsomhed, der ikke kun vil sit eget, men derimod søger at sætte sig i den andens sted. Og sådan kunne jeg sikkert blive ved med at opremse gode råd til et godt liv og dermed komme langt op over de 10 ord set fra et ophold i Taizé. Det er ikke tilfældigt, at folk valfarter til steder som Taizé. Det kommer ikke af et behov for materialisme og hurtighed, men af det modsatte så som det primitive liv og længslen efter sandheden, som er væsentlige værdier i, der findes i Det Nye Testamente.

Hvordan virkeligheden i Taizé om lidt bliver for mig, kan jeg kun gisne om, men en ting er sikkert, og det er, at min tur til Taizé bliver ord på vejen til det gode liv, ord, der i sig selv vil bestå af liv. 

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 4. juli, 2009 | Ingen kommentarer »

Guds Ord er Guds tale til mennesket, pointerer samtlige teologer, heriblandt Karl Barth fra det 20. årh.. Hermed bekræftes Guds Ord som værende Guds egen selvåbenbaring formidlet gennem forkyndelse og skrift. Dette synspunkt er selvfølgelig inspireret af evangelisten Johannes, der netop starter sit evangelium med den kendte prolog om Ordet. Ordet, som var Gud, blev kød og tog bolig i blandt os (Joh 1,1-14). Ordet synes for Johannes at være erkendbar og tilgængeligt i det øjeblik, det antager den kødlige skikkelse. Med andre ord fortæller Johannes, at Gud sendte en del af sig selv til mennesket ved at bosætte sig i dets verden.

Hvorfor så nævne kroppen? Jo, kroppen er menneskets måde at være til på, hvad enten vi taler om menneskets fysik, psyke eller åndelighed. Derfor er kroppen det medium, hvorigennem Gud kan kommunikere med mennesket. Det sker ved, at Gud en gang for alle har åbenbaret sig ved at sende sin Søn, Jesus Kristus (Ordet if. evangelisten Johannes). Guds Ord har med andre ord brug for en krop at komme til syne i, selvom Guds Ord i sig selv ikke er noget fysisk. Men kroppen er udtryk for noget fysisk og menneskeligt; en natur som Guds Ord inkarneres i (in carno, dvs. i kødet). Inkarnationen har altså at gøre med kødet – eller kroppen – som det “medium”, der kan forene Gud med mennesket og mennesket med Gud.  Det kristne Guds Ord er både en menneskelig og guddommelig skikkelse, og denne skikkelse er Jesus Kristus.

Jesus var et jordisk menneske med en vidunderlig medmenneskelighed forenet i ord og følelser, og, men ikke mindst, i et kropsudtryk. Jesus sad ikke i et kloster og mediterede eller talte om stilheden og nuet, men han færdedes blandt sine medmennesker. Hvad Jesus sagde og gjorde samlede folkemængder. De fulgte ham og hørte hans ord. Selvom alle ord i Bibelen i kraft af, at de er talt og skrevet, er MENNESKEORD, møder vi her Jesus som krop. Netop i mødet med Jesu kropslige tilstedeværd opbygges tilliden til Skriftens Ord som Guds Ord til os. Ja, det er som om, at Gud virkelig ønsker at kommunikere med sin verden. Derfor kan Guds Ord forstås som Guds tale til mennesket gennem Sønnen, Jesus. 

Jeg tror, at de første Jesus-troende blev tiltrukket af Jesus med kroppen, så de helt eksplicit ønskede at forlade det gamle og følge ham efter som et forbillede for vejen, sandheden og livet. De følte og kunne ikke andet end at følge efter Jesus, skønt han ikke længere var hos dem. Noget havde talt til deres hjerter, som de sent skulle glemme. Måske var det et håb, måske en følelse af kærlighed og mening, der kunne virke frelsende og forvandlende for det sorgfulde og fattige hjerte (jfr. Jesu bjergprædiken). Hvad Jesus sagde og gjorde, hvordan Jesus led og døde, hvorledes Jesus kom igen som Ånd og liv, blev de banebrydende tanker og følelser, der bragte overleveringen videre. Guds Ord spredtes som ringe i vandet fra krop til krop.

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 30. juni, 2009 | Ingen kommentarer »

Jo, jeg hørte godt kirkeklokkerne, og jeg havde da også overvejet, om jeg skulle slå et smut omkring en kirke på vejen. Men som sædvanlig kommer jeg lige 5-10 minutter for sent ud af døren, og adskillige indre stemmer fortæller mig, at jeg i forvejen er sent på den ift dagens gøremål. Så jeg drønede af sted, stadig med spørgsmålet om en evt. gudstjeneste i en af de nærmeste kirker, men jeg endte i stedet ude ved vandet. Dér traskede jeg sammen med en masse fremmede mennesker langs vand og skov, hvor jeg så en nydelig skulpturudstilling. Mit sind og mine sanser slugte de mange lyde samt synet af solens skin ud over det klare vand. Turen tog ca. 30 min., og den tid virkede på mig som et frisk pust ind i en fortravlet hverdag, og helligdag.

Men skulle jeg i stedet have valgt en gudstjeneste og hørt Guds Ord og derigennem have fået fornyet min energi?

Det forekommer mig, at den alm. danske folkekirkelige gudstjeneste ikke altid formår at nå mennesket lige dér, hvor det er i krop og følelser. Måske kan man ikke mærke Gud, eller måske glemmer man at høre efter præstens ord i prædikenen. Ordene når simpelthen ikke ind. Det er ikke nødvendigvis fordi, at det er en dårlig gudstjeneste, og stilheden i sig selv kan være en gevinst en søndag formiddag. 

Det er dog inden for de sidste 10 år blevet en hel kirkelig trend med mere alternative gudstjenester som f.eks. brunch-, spaghetti-, meditations-, rock- og pilgrimsgudstjenester. Her inviteres menigheden til en mere aktiv kirkegang frem for den passive, hvor man lytter og modtager sakramentet ved alteret. Jeg vil ikke sige, at den ene form er bedre end den anden. Det må være op til den enkelte at gå derhen, hvor kirkegangen bliver andet end blot en form men derimod også et indhold, hvor man kan lade sig drage med, ikke bare med intellektet men også med krop og følelser. Jeg tror, at det bl.a. er årsagen til, at mange mennesker søger nye former for spiritualitet både inden for kirken og inden for arbejdspladsen. Der er opstået et behov for at have Gud med i hverdagen. Men der må ikke gå så meget trend i det, at det mere bliver et spørgsmål om, hvor mennesket befinder sig end et spørgsmål om, hvad Guds Ord rent faktisk taler om til mennesket anno 2009. De to sider, mennesket og Guds Ord, skal gå sammen hånd i hånd.

Der er en ny kirke på vej, ikke bare for “det moderne menneske” men for den, der vil leve sit liv i et fællesskab. Troens vej gås aldrig alene men i fællesskab. At tjene Gud sker ikke gennem de mange søndags gudstjenester i kirken som institution, men i livet; i det store som i det små og i sammenhæng med tilværelsens omstændigheder. Guds Ord skal ikke kun spiritualiseres men simpelthen praktiseres.

Den ny kirke skal have mod til at tage udgangspunkt i menneskets følelser. Bibelen selv vidner om de mange følelser, der er på spil i livet, ikke bare mellem Gud og mennesket, men også mennesker imellem. Jesus kom ikke for at kalde retfærdige, men derimod syndere. Jesus talte med ord og billeder, der hidkaldte disciplenes og folkeskarernes følelser. Nogle blev vrede og ville forfølge ham, andre blev overbeviste om, at han sandelig var Guds Søn. På den måde omfatter Bibelen og det evangeliske budskab mennesket midt i dets liv. Budskabet drager med andre ord Gud med ind i menneskets følelser.

Der er således ingen tvivl om, at følelser hører med til menneskets kropslige og åndelige liv, ja, sågar til menneskets kirkelige liv, hvor ånden så at sige får krop. Men hvis ikke en gudstjeneste finder sammen med menneskets rytme som krop, ånd og følelser, hvorfor så overhovedet gå til gudstjeneste? 

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 14. juni, 2009 | 8 kommentarer »

For et par år siden var jeg flittig bruger af læserdebatten på religion.dk, hvor der i en periode stridtes om spørgsmålet om forholdet mellem tro og gerninger. Det medførte en del debatter mellem troende, der var af forskellig opfattelse af, hvad det vil sige, at tro på Jesus. En dag faldt jeg over disse ord fra en af debattørerne: ”Troen på Jesus giver liv”. Dette var skrevet med få men til gengæld meget præcise ord, og jeg slog op i min Bibel for at læse evangelisten Johannes:
“Men disse er nedskrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn” (Joh. 20,31).

Når vi tror, skal vi have livet i hans navn, skriver evangelisten Johannes. Vi indlemmes hermed ikke bare i Jesus men i troen på, at Jesus er Kristus. Her har vi kimen til den kristne trosbekendelse: Jesus er ikke et almindeligt menneske men er selveste Guds Søn, Messias (Guds salvede = Kristus). Det er denne tro, der giver liv, fordi vi i troen sættes i en relation med Kristus (et jeg-du forhold), som med Paulus’ ord får en antropologisk betydning: vi iklædes Kristus – dvs. det menneskelige får qua troen på Kristus status af et Guds nærvær, vores krop bliver et tempel for Guds tilstedeværelse. Dette er også, hvad den kristne dåb symboliserer. Her iklædes vi dåbsdragten, Kristus, vi går fra at være hedninge til at være kristne, vi går fra det gamle menneskes død til det nye opstandelsesliv i Kristus.

Hvad vil det så sige, at bære denne tro i sig, og hvorfor er det vigtigt at tro, at Jesus er Kristus? Ja, Jesus spørger selv sine disciple om, hvem folk siger, han er. Men Jesus siger det ikke selv, kun fra Peters bekendelse ved vi, at Jesus er Kristus, og under anklageprocessen mod Jesus ved vi, at Jesus ikke benægter anklagen mod ham om, at han har ageret som Guds Søn. Herefter korsfæstes Jesus under titlen: Jødernes Konge (Joh. Kap. 18-19).

Der er to aspekter, der er væsentlige, når vi vil arbejde os tættere ind på Jesus ud fra skrifterne. På den ene side fremstår Jesus i lyset af evangelierne, der som en overordnet fortælling om Jesus bl.a. rummer en række Jesu ord, mens Jesus på den anden side kan fortolkes som værende en person, der på et meget tidligt tidspunkt i kristendommens historie (fra år 30-50/60’erne e.Kr.) gav anledning til en kulthengivelse, der kan spores i flere af de nytestamentlige tekster, f.eks. Filipperbrevshymnen. De første kristne havde endnu ikke en kanonisk evangeliesamling, og netop tiden mellem Jesu død og Paulus’ mission kaldes: ”The Missing Link”. Vi ved simpelthen ikke meget om tiden mellem Jesus og Paulus.

Hvad vi kan formode, er, at de første Jesus-bevægelser dyrkede Gud gennem Jesus bl.a. ved bøn, hymniske citater, dåb og nadver. Jesus blev så at sige ikke kun dyrket som en mester, en lærer, han blev også fejret ud fra et monoteistisk gudsbillede i den daværende jødedom, hvor Jesus tilbedes som Herren (Gud): ”Marana tha” (1 Kor. 16:22), der betyder, at Vor Herre er kommen/Vor Herre, kom! Denne tro på Jesus har uden tvivl givet de troende liv og mening, ellers havde kristendommen ikke overlevet i en tid, hvor religionerne i den hellenistisk-romerske verden levede side om side.

At tro Jesus som Kristus, Guds Søn, var risikabelt, for selvom den for de troende har været en forholdsvis uskyldig efterføgelse, vakte Jesus-troen uro, idet den stred imod jødedommens monoteistiske gydsdyrkelse. Jesus og hans tilhængere var dog selv jøder og alene af den grund, opstod de første Jesus-grupper som grene af jødedommen, der udviklede troen i det daglige liv i fællesskab om den ene usynlige Gud nu på sin vis ”synliggjort” i den jordiske Jesus og himmelske Kristus som én Herre. Troen på Jesus havde altså kort efter Jesu død det formål at erindre og fejre Jesus som Guds Søn, for som evangelisten Johannes skriver, så gjorde Jesus mange tegn for øjnene af sine disciple, og disse er nedskrevet ”for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn” (Joh. 20,31).
   
”Hans navn” er ikke kun Jesus men også Kristus, og netop Kristus er den nye status og ”nye eksistens”, som den troende træder ind i. Dette kaldes også Kristusparticipation, og det er her, at troen på Jesus ikke bare giver liv i den liturgiske form, hvor Jesus erindres og fejres, men derimod i den eksistentielle retning, hvor Jesus bliver vores værdiomvendende blik, i hvilket der vendes op og ned på de statusmarkører, der på Jesu tid satte skel mellem jøder og hedninge. I dag finder vi rundt omkring i de mange samfund lignende statushierakier, men I Kristus har alle status af at være lige. Derfor har vi i troen på Jesus et helt centralt bud at overholde:
>> ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ v38  Det er det største og det første bud. v39  Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ v40  På de to bud hviler hele loven og profeterne.« (Matt. 22,34-37)

Når troen på Jesus giver liv, skyldes det for mig at se, at vi med troen går ind i en Kristus-væren, det at være “i Kristus”, hvor livet anskues med det blik, der en gang for alle blev manifesteret, da Ordet blev kød og tog bolig iblandt os (Joh. 1).

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 22. februar, 2009 | 5 kommentarer »

Siden Phil Zuckermans bog, ”Samfund uden Gud”, udkom, er ikke blot danskernes irreligiøsitet blevet debatteret men også spørgsmålet om, hvad der menes med, at vores samfund er uden Gud. Nu er vi ikke just i vores dagligdag stillet over for et samfund med eller uden Gud, men vi er derimod stillet over for et samfund, som vi kan mene noget om. Samfundet er således betegnelsen for det “rum”, vi skal sameksistere i, og vores evne til denne sameksistens må aldrig blive til et spørgsmål om, hvorvidt det er et samfund med eller uden Gud. Det er netop pointen med det sekulære samfund, vi har i dag.

Ud fra det perspektiv vil spørgsmålet om ’Gud i samfundet’ altid være et spørgsmål om tro, og om hvorledes tro og religion kan sameksistere side om side med de sekulære værdier. Fra det teologiske perspektiv har vi ikke kun samfund med hinanden men også samfund med og i Kristus. Det har vi, fordi det teologisk set giver mening at tale om menneskeheden som en gudgiven helhed og hvert menneske som en del af denne. Dette svarer overens med den nytestamentlige antropologi, der med apostlen Paulus tager udgangspunkt i, at vi alle er lemmer på ét legeme, hvorfor vi sammen udgør en helhed som det samme legeme. Forholdet, ’del-helhed’, spiller ikke kun en væsentlig rolle hos Paulus. Paulus selv forstår betydningen af Jesu person (kristologien) i lyset af Jesus traditionen, i hvilken Jesu liv og gerning peger på fordringen om næstekærlighed, dvs. de interpersonale forhold, hvor ellers vante leveregler brydes med den fordomsfri indstilling til den anden. Dette er også, hvad der kommer til udtryk, når den nu afdøde teolog, K. E Løgstrup, kunne formulere, at vi aldrig har at gøre med et andet menneske uden, at vi holder noget af dets liv i vores hænder.

Det vil med andre ord sige, at det samfund vi er stillet over for, er det samfund, hvor vi alle kan eksistere i kraft af, at vi rent faktisk hver især har retten til at eksistere og udfolde os. Med Kristus-begivenheden som samlebetegnelse for Jesu korsdød og opstandelse har vi fået retten til at eksistere uden syndens, lovens og dødens trussel om tilintetgørelse. Gud har fra dette perspektiv gennem Jesus Kristus ophævet tilintetgørelsen – dommen over folket, Israel, sættes ud af kraft – ved at lade Kristus lide korsdøden for os. Menneskeheden blev med denne Guds handlen, som Det Nye Testamente fortæller om, ikke frataget retten til at eksistere, men den fik derimod muligheden for at eksistere på trods af synd, lov og død. Dette er ifølge den kristne optik et samfund af nåde. Men hvad enten vi anskuer samfundet med eller uden ’Gud’ som tolkningsramme, er det med kærlighedens udrustning og vor blotte holdning til den anden, at vi udgør det sekulære og universale samfund, der gælder alle.

Derfor er spørgsmålet om, hvorvidt et samfund er med eller uden Gud samtidig et spørgsmål om tro og viden. Selvom tro og viden tager udgangspunkt i hver deres sfære – det enten at tro på en Gud eller det at vide noget med en større sandsynlighed for validitet – har vi et samfund at forholde os til, fordi vi som en del af menneskeheden skal få vores sameksistens til at fungere, hvad enten vi er troende eller ikke-troende, danskere eller tyrkere eller noget helt tredje. Vi kan have forskellig opfattelse af virkeligheden og forskellig mening om, hvordan de mange udefrakommende input påvirker os, men vi kan ikke spille den videnskabelige tilgang ud mod troen og omvendt. På den ene side ville vores samfund blive en skrøbelig platform, hvis ikke vi havde videnskab om vores verdens beskaffenhed. På den anden side er det ikke viden alene, der afgør, hvordan vi eksistentielt og grundlæggende set befinder os. Det betyder, at samfundet også er det fundament, hvori vores liv tager afsæt. Et sådan fundament er alt andet end en entydig størrelse. Og netop derfor bliver det problematisk at tale om et samfund uden Gud uden samtidig at tale om forholdet mellem tro og viden som de fundamentale faktorer, der er med til at præge vores samfund og men ikke mindst vores sameksistens med hinanden.

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 16. januar, 2009 | 6 kommentarer »

Det er ingen hemmelighed, at julen handler om Jesus, og måske er det ikke bare mig, der har det godt med, at både troen og kristendommen kan fylde lidt mere i det offentlige rum i disse dage, end vi er vant til. Vi ser alle rundt omkring i de mange butikker og små hjem krybbespillet med Maria, Josef og Jesusbarnet. Jo, vi kender historien om Jesu fødsel og hyrderne, der i den dybeste nat fik besøg af en Herrens engel, der sagde til dem:

>>Frygt ikke; thi se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi jer er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren! Og dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt og liggende i en krybbe>> (Luk. 2,10-12).

Sådan mindes vi år efter år den nat, hvor Jesus blev født i en stald, imens en stjerne lyste på himlen. Budskabet var klart: Han er Kristus. Hyrderne tog deres stave og begav sig mod Betlehem for at se dét, som Herren havde kundgjort dem.

Det er jul, og der skal tales om Kristus. Enhver kristen deltager i denne Kristus-gudstjeneste, hvad enten det foregår i kirken eller i det stille hjerte, hvor vi mindes ordene: Han er Kristus – os er en evig frelser født.

Kristus er bærer af kristendommen. Derfor er det vigtigt, at vi giver os selv og hinanden tid og plads til at tale om ham, som julen handler om. Kristus er ikke blot mennesket, Jesus, der for 2000 år siden fødtes under fattige vilkår i en lille stald ude på landet. Kristus er kristendommens hjertebudskab, kristendommens mystik og svaret på Guds hellighed:

>>Hellig, hellig, hellig er Hærskarernes Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed!<< (Es. 6,3)

Denne ene suveræne Gud, som intet menneske har set eller kan se, steg ned fra sin trone for at blive Gud-med-os (Immanuel), Han er den, ”som var og som er og som kommer” (Åb. 4,8).

Julen bærer altså spor af en Guds handlen. En virkelighed, der blev til historie, for igen – når vi hører ordet – at blive til vores virkelighed. Den virkelighed hedder Kristus og er Guds mystiske forening med os og vores forening med Gud (unio mystica): I Kristus er vi Guds udvalgte.

Juleevangeliet kalder os hen i stalden til Jesusbarnet. Det er måske svært at se, at dette barn skulle være anderledes end andre små drengebørn, men her må den kristne tage imod ordet om, at han er Kristus, Herren. Dette er begyndelsen på kristendommens mysterium: At Kristus ved troen bor i vore hjerter!

Glædelig og velsignet jul til alle!

Gemt i: Ikke kategoriseret d. 23. december, 2008 | Ingen kommentarer »